… Solen skinner og vi slapper max af hos min søster! Her er der skønne høns i alle farver, et væksthus fyldt med solvarme krydderurter lige til at plukke af, rabarberbed, hyggekroge og ro!
Feriemad skal være let, passe til de 2 smås appetit og være lækkert;-)
Vi lavede boller med peberfrugt i karry, basmatiris, grønkålssalat og nye gulerødder…
Boller i karry
500 g svinekød, 1 rød peberfrugt i tern, 1/2 løg i små tern, 4 spsk mel, 4 spsk grove havregryn, 1,5 dl mælk, 2 æg, salt og peber
Rør farsen sammen og lad den trække en halv times tid så havregrynene lige suger lidt væske til sig.
Formes til boller og koges i letsaltet vand til bollerne popper op i vandoverfladen (ca. 8 min.)
Gem kogevandet…
Karrysauce
25 g smør/olie, 1 tsk god karry, 1/2 løg i tern, 2 spsk mel, Væsken bollerne er kogt i og en sjat fløde;-) smag til med salt og peber.
Smelt smørret og svits karry og løg. Tilsæt melet. Tilsæt lidt af kogevandet ad gangen – giv sovsen tid og lov til at blive god og rør den godt sammen!
Lidt fløde tilsættes.
Smag til med salt og peber…
Grønkålssalat
Jeg elsker frisk grønkål – eller det er jeg kommet til;-) ikke nok med at det smager skønt og sprødt så er det sprængyldt af fibre og antioxidanter. Tilmed er grønkål et lille sommerboost indeholdende B-, C- og K-vitamin, folat, kalcium, jern, zink og jod.
Salaten bestod af 5 blade/stængler snittet grønkål, 1 nektarin i tern, 1 æble i tern og lidt tørrede tranebær… Så tilføjede jeg lidt af Meyers hyldeblomsteddike og friskkværnet salt og peber… Det smager af sommer:-)
Dessert med bær og crumble
Vi sluttede af med en bærcrumble med
1 nektarin, 3 håndfulde snittede små søde jordbær og 6 stængler rabarber med en crumble bestående af 1,5 dl grove havregryn, 1,5 dl hvedemel, 1 dl sukker, 100 g smør, 1 spsk kartoffelmel (crumblen samles hurtigt og lægges over de snittede bær/frugter) bages 15-18 min v 225 grader
Serveres med creme fraiche eller flødeskum…